Fortrukne mennesker

Væsens figurer

Ved disse meget høje og slanke menneskefigurer er det hverken f.eks. det yndefulde eller atletiske jeg vil have frem, men det karakteristiske. Ethvert menneske har noget mere eller mindre karakteristisk over sig, måske noget gestisk særpræget, sjovt, noget sært eller ejendommeligt. Det er dette særkende der i disse malerier bliver lidt eller meget overbetonet, som jeg vil trække frem. Det væsentlige ved et menneske, altså dets væsen! Derfor bliver de alle sådan ”lidt til en side”.

   Hvis man driver denne parafrasering rigtig vidt, går menneskefiguren i opløsning, flyder i yderste konsekvens helt ud og falder mere eller mindre sammen med omgivelserne. Figuren selv finder ikke sin afslutning, men bliver en slags plasma, som selv ligner det omgivne, den bliver en del af det, og 

 

Figur 60 x 180 cm

bliver nærmest ornamental eller ornamentisk (hvis man kan sige det?).

De hvide streger over figuren er vist en del af dette. Teorien her er først i sin helhed udformet efter praksis, altså efter at jeg har malet. Men jeg har haft en ikke tydeligt med ord formuleret ide om alt alligevel. Sjovt, at man så kan sætte ord på det efterfølgende, og det holder vand – hvad jeg synes det gør.

Processen med Sommersamtale - Summertalk

 

 Så er det igen en process jeg har taget et par fotos af. Det færdige billede på 180 x 85 cm, kom til at hedde Sommersamtale  -  Summertalk. Begyndelsen er som sædvanlig at der skal noget på lærredet for at få en ansporing til et videre forløb.

 

Jeg ville male to figurer, men vidste ikke hvordan og med præcis hvilke farver. Kun at det skulle være hovedsagelig primærfarver, lyse og rene, gul, rød og blå. I det øverste felt på det første krims-krams billede, viste der sig konturerne af en hat. Den er det hele derfor startet med.

 

 

De mange lodrette bevægelser kalder på noget der skal gå den anden vej, og bl.a. indførte jeg den violette i knæhøjde.

 

 

Det færdige billede. Jeg har en forkærlighed for at bruge meget kridt i en sløring af noget af personen. Det er en impulsiv gestus, jeg bare har måttet bruge i flere af samme type malerier her på det sidste. En slags mystifikation. Ikke alt skal være synligt. Der gemmer sig noget du må forestille dig bag det slørede.