Deltagelse

100 x 120 cm.
Akryl på lærred.
Febr. 2012.

Et øjebliksindtryk fra psykiatrisk afd., hvor jeg hver 14. dag har tjeneste. Et kort kig ind i et værelse, hvor to mennesker sad deltagende, medfølende, medlidende omkring en person, der, tynget af byrder, nærmest lå ind over bordet. Det virkede bare så stærkt. Og selvfølgelig sagde den lille maler i baghovedet straks: Bing - motiv!

Jeg lavede en skitse på papir med blyant - efter at det havde rumsteret nogle dage i kasketten. Skitserede det derefter på lærredet, som jeg derefter vendte om - højden blev til bredden. Men det virkede endnu ikke helt godt. Midterpersonen kom for højt op i forhold til de to andre, og skulle netop have været "dykket". Rettede det. Malede med ret tilfældige farver og med siden (ynglingsmalemåde, hvor farven kun er laserende, og der er spil mellem farve og lærred) af en rimelig stor pensel figurerne, bordet og baggrunden. Bordet kom for højt op, og måtte sænkes med drastiske midler. En af skikkelserne måtte fortykkes og de to andre forlænges. Frisk restmaling fra samtidig maling på et andet maleri blev med grov hånd påført, og det gav nye farvedimensioner. Hov, nej hvor dejligt! (Jeg har svært ved at se hvilke farver der vil kunne komme til at gøre sig godt, og forsøger på forskellig vis at pirre min farvesans og opmærksomhed ved fremgangsmåder som fx. denne.)

En aften kl. 21 gik jeg så i gang med en 5 timers farveladetur. Kl. 02.00. var jeg altså færdig. Startede med midteransigtet (efter at have taget stilling til at der skulle være et ansigt med en vis form for personsgenkendelse eller ide og anelse til videre selv-forestilling) og hans skikkelse og baggrund, derefter venstrepersonens ansigt, skikkelse og baggrund, så højrepersonens ansigt, skikkelse og baggrund. Jeg lod noget rødt stå bag venstremanden, som jeg var godt tilfreds med. Og malede en pendent bag højremanden med lilla-violet. Flere farver fik jeg efter ide fra et andet maleri. - Derefter bordet, der straks kom til at virke som en bombe, et slag i ansigtet på mig selv, så kraftigt virkede denne kontrasterende farve. Tænkte først: Dette her går aldrig. Men jeg holdt ved. - Derefter den beskidte farve under bordet. Og endelig den hvide lys-farve omkring midteransigtet og dets modulation ud i mørket i centrum regionen.

Jeg lod kanterne på personerne, omkring bordet og overgangene stå ret rå og nogle steder næsten ufærdige, for så bliver der en bræmme, hvor der er plads til lidt tilfældighedernes farvespil, som jeg elsker. Det er stadig sjovt at lægge mærke til, hvor meget penselsføringen, strøgenes retning osv. betyder. Jeg kan også godt lide det farvespil og den stoflighed der kommer ved at bruge laserende teknik, hvor man aner de underliggende lag. (Ja, jeg har lært på det høje akademi, at når der er tale om en intenderet måde man fylder og indretter et område med farver, hedder det ikke struktur, men stoflighed!)

Jeg blev faktisk rigtig godt tilfreds med billedet, der ikke mindst virker godt ved belysning om aftenen, og også kan klare dagslys. (Jeg prøver at vurdere alle mine malerier i både mørke og solskin, for at se om de kan holde vand.)

Kl. 02.00.var jeg færdig, træt - og glad. - For det er den forunderlige følelse, der gennemstrømmer en efter en god farveladetur.

-------

Halløjsa. Nu fem år efter i beg. af 2017 nærlæser jeg indlægget, hvor jeg lige har overmalet det tidligere maleri, så det nu er blevet til dette. Og det er jeg faktisk særdeles glad for og tilfreds med. Hold da helt op, hvor kan et maleri ændre sig. Havde slet ikke tænkt på, at den gamle udgave svømmede rundt her på blokken, den er ellers slettet i mine gemmer.